mandag den 28. juni 2010

Talula's finurligheder - give away

De halv-kedelige grønne pinde til at holde orkide-blomsterne har fundet sin overmand (kvinde).

Prøv lige at se disse fine glas-pinde fra
Talula's finurligheder


fredag den 25. juni 2010

God weekend

Det er ikke helt til at forstå det, men fakta er at min store pige i dag har fået sommerferie og dermed allerede nu har gået i skole i 1 år. Tænk, jeg synes det var lige forleden, at det var 1. skoledag...

Helt fri får hun dog ikke, for der er lige 3 uger mere i SFO, inden vi alle forhåbentlig med god samvittighed kan holde sommerferie - 3 ugers kaos på arbejde for at få så meget som muligt afsluttet inden ferien, men sådan er det såmænd hvert år, så det går vel også denne gang.

Håber I alle får en god og solrig weekend.

torsdag den 17. juni 2010

En fornøjelse

Det er altid spændende at lukke ovnen op, og når man så selv er tilfreds med resultatet, er det jo bare fantastisk.



Jeg var "kommet til" at bestille en del forskellige slags pulver og frits (knust glas i forskellige størrelser) og det skulle selvfølgelig lige prøves af.

Der er flere farver, jeg ikke har testet endnu, så jeg leger videre ..

søndag den 13. juni 2010

Kreativ søndag

Sikke en dag, det har været.

Først og fremmest stor tak til Kristine, som var stået riiiigtig tidligt op og havde taget turen over bæltet for at lære fra sig om Art Clay silver - og også tak til andre kreative kvinder, der var med. Det var rigtig hyggeligt at møde jer alle sammen.

Jeg skal tilstå, at det var med lidt bævende hjerte, at pakken med sølvler, blev pakket ud, men Kristine er en formidabel læremester, og med lidt hjælp og kyndig vejledning blev resultatet slet ikke så tosset.



Jeg håber ikke det bliver sidste gang jeg får lejlighed til "lege" med sølv.

søndag den 6. juni 2010

Og vejrudsigten

Med det omskiftelige danske sommervejr er det med at nyde de gode, varme dage, når de er her ... men nu er det nok desværre slut for denne omgang. Næste uges vejrudsigt ser lidt våd ud



men så er det da godt at der også er lidt indendørs sysler at kaste sig over.

Lørdag tilbragte vi i Momhøje Naturcenter, som ligger lidt syd for Herning.

Svigerfamilien havde inviteret til søskende/fætter/kusinetræf og som sædvanlig var der rigtig stor opbakning og god stemning.

Momhøje Naturcenter er bestemt et besøg værd. Der er en skøn natur og børnene nød den store naturlegeplads.

Kameraet havde jeg desværre glemt derhjemme, så I må nøjes med et par glasbilleder.