tirsdag den 26. april 2011

Påske update

Jeg håber alle har haft en rigtig dejlig påske og nydt det skønne vejr.

Mit "påskeprojekt" i år var at få malet køkkenet. Det har været ret så påkrævet de sidste par år, og eftersom ungerne nu er blevet så store at undskyldningen med at de nok ville sætte fingre på den våde maling ikke længere holder, ja, så skulle det altså være nu.

Og hvilken nydelse. Samtidig røg gardinerne sig en tur, så nu er der for alvor lysnet op i det rum, som vi jo ret beset tilbringer temmelig så mange timer i.

Haven fik også en mindre "overhaling" - dvs. lige indtil hakken brækkede skaftet og nu kun kan bruges af en str. 5 år.

Perlebrænderen har også været i gang ind i mellem. Det er en fornøjelse at "dreje" det smeltede glas, og efterhånden drejer det sig også i den retning, jeg gerne vil have det til :-)





tirsdag den 5. april 2011

Småtterier

Så må det vist være på tide at vise, hvad jeg har puslet med det sidste stykke tid.

Først Håndevending fra Geilsk, som ærligt talt har været færdig et stykke tid, men bare ikke lige er blevet foreviget.



Farvegengivelsen er desværre ikke for god, men det er en skøn mørk blommefarve. Modellen i sig selv er OK, men jeg kommer nok mest til at bruge den løsthængende, da jeg synes den er lidt rigeligt stor i ærmegabet.

Og så har jeg købt en perlebrænder (bare sig det er skørt efter kun at have lavet 2 perler ..)



Som alt andet kræver det en del øvelse, men det er da lykkedes at få lavet nogle stykker, som det kan gå an at vise frem.

torsdag den 24. marts 2011

Ny energi



Vi havde en fantastisk tur til Gran Canaria; lidt blæsende og regnfuldt de første par dage, men de sidste dage havde vi det fineste solskin, og vi er kommet hjem med en rigtig lækker kulør.

Vi boede i Playa Feliz på den sydlige del af øen i nogle fine 2-værelses familielejligheder i gå-afstand fra pool-området og spisestederne. Området er særdeles velegnet til børnefamilier, og vi var tilsyneladende ikke de eneste der var afsted 3 generationer.

Flyveturen, som jeg havde frygtet mest, gik over al forventning, selv om 5½ time er lidt lang tid at skulle holde sig i ro - både for os og for ungerne.

Om det var familiehyggen, den spanske sol, det spirende forår i Danmark eller noget helt andet, ved jeg ikke, men jeg har det som jeg har fået en vitaminindsprøjtning.

Energien er i top; lad det endelig blive ved sådan !!

fredag den 11. marts 2011

Om 12 timer ..

sidder vi i Billund Lufthavn - afgang Gran Canaria kl. 06.40.

Nu gælder det vist bare om at få pakket det sidste og så komme tidligt i seng.

onsdag den 2. marts 2011

Glasweekend

Sidste weekend havde jeg den store fornøjelse at være til glastræf på Engelsholm Slot med en skøn flok glas-entusiaster.



En fantastisk weekend, hvor vi bl.a. arbejdede med sagging og krakeleringer, men hvor der naturligvis også blev tid til en masse snak.

Derudover havde én af deltagerne medbragt sin perlebrænder, og vi havde muligheden for at prøve en anden slags glas-arbejde også.

Se bare undertegnede i fuld koncentration ..



Det endte ud med 2 hele perler (+ 1 der desværre gik i stykker), men i betragtning af, at det var mit første forsøg med at brænde perler, synes jeg nu ikke det er så galt.

Jeg er helt sikkert klar på mere "perleri", og et kursus står højt på ønskesedlen.

søndag den 20. februar 2011

Dejlig søndag ..

Solen skinner og selv om der ligger ca. 10 cm. sne, bilder jeg mig ind, at foråret så småt banker på, og på bordet står de skønneste påskeliljer og lyser om kap med solen.

På glasfronten har jeg leget lidt med cmc-pulver. Pulveret røres op med vand og farvet glaspulver blandes i. Pulverblandingen kan så formes til figurer, som efter tørring brændes i ovnen.

Nu har det jo lige været Valentines dag, så hvad var mere nærliggende end at prøve med et par hjerter.



I mangel af andet blev de monteret med en sort lædersnor, men det var måske bedre med en kuglekæde, eller hvad synes du?

tirsdag den 8. februar 2011

Jeg er her endnu ..

I vores familie går en stor del af weekenderne i januar-marts med fødselsdage, så det er begrænset hvor meget glas jeg får lavet for tiden; men lidt er det da blevet til.

Den sidste weekend i februar skal jeg til glastræf på Engelsholm Slot, hvor jeg har lovet at fortælle lidt om krakeleringer, så der er lige et par ting, der skal prøves af inden.

Sidste nye er denne



For en gangs skyld er jeg selv godt tilfreds med resultatet - og om ikke andet er det da en farve der varsler forår :-)