torsdag den 19. maj 2011

Sommerknapper

Nyhed i Amio-shoppen: Farverige knapper.



De er sjove at lave; så der kommer sikkert flere hen ad vejen.

lørdag den 7. maj 2011

Dejlig lørdag

Helbredet har det heldigvis meget bedre end i går, så det har været en dejlig lørdag.

Et besøg hos en gammel skoleveninde, hvis datter skal konfirmeres i morgen, var dagens højdepunkt. Tøsen fik jeg desværre ikke hilst på, da hun var til generalprøve i kirken, men hyggeligt var det nu alligevel.

Og så har jeg ellers været i gang med at lave lidt perler til Amio-butikken; men mere om det en anden dag - de skal nemlig lige en tur i ovnen og afspændes først. Afspænding betyder at perlerne varmes langsomt op og endnu langsommere ned igen. Derved mindskes eventuelle spændinger i glasset og perlerne holder bedre.

Men et par stykker er allerede klar i butikken. F.eks. disse som kan give et frisk pust til ethvert armbånd. Perlerne måler ca. 1,5 cm i diameter og er foret med en kerne af sterlingsølv, så de er flotte på en tyk lædersnor men også passer fint til Pandora-kæderne.

fredag den 6. maj 2011

Øv

Jeg er blevet nedlagt af en omgang blærebetændelse.

Havde ellers håbet jeg kunne "drikke det væk" - med vand, altså - men det hjalp desværre ikke, så jeg måtte ty til vagtlægen.

Jeg ved godt, at det sagtens kunne være meget værre/alvorligt, men det er altså bare træls alligevel.

tirsdag den 26. april 2011

Påske update

Jeg håber alle har haft en rigtig dejlig påske og nydt det skønne vejr.

Mit "påskeprojekt" i år var at få malet køkkenet. Det har været ret så påkrævet de sidste par år, og eftersom ungerne nu er blevet så store at undskyldningen med at de nok ville sætte fingre på den våde maling ikke længere holder, ja, så skulle det altså være nu.

Og hvilken nydelse. Samtidig røg gardinerne sig en tur, så nu er der for alvor lysnet op i det rum, som vi jo ret beset tilbringer temmelig så mange timer i.

Haven fik også en mindre "overhaling" - dvs. lige indtil hakken brækkede skaftet og nu kun kan bruges af en str. 5 år.

Perlebrænderen har også været i gang ind i mellem. Det er en fornøjelse at "dreje" det smeltede glas, og efterhånden drejer det sig også i den retning, jeg gerne vil have det til :-)





tirsdag den 5. april 2011

Småtterier

Så må det vist være på tide at vise, hvad jeg har puslet med det sidste stykke tid.

Først Håndevending fra Geilsk, som ærligt talt har været færdig et stykke tid, men bare ikke lige er blevet foreviget.



Farvegengivelsen er desværre ikke for god, men det er en skøn mørk blommefarve. Modellen i sig selv er OK, men jeg kommer nok mest til at bruge den løsthængende, da jeg synes den er lidt rigeligt stor i ærmegabet.

Og så har jeg købt en perlebrænder (bare sig det er skørt efter kun at have lavet 2 perler ..)



Som alt andet kræver det en del øvelse, men det er da lykkedes at få lavet nogle stykker, som det kan gå an at vise frem.

torsdag den 24. marts 2011

Ny energi



Vi havde en fantastisk tur til Gran Canaria; lidt blæsende og regnfuldt de første par dage, men de sidste dage havde vi det fineste solskin, og vi er kommet hjem med en rigtig lækker kulør.

Vi boede i Playa Feliz på den sydlige del af øen i nogle fine 2-værelses familielejligheder i gå-afstand fra pool-området og spisestederne. Området er særdeles velegnet til børnefamilier, og vi var tilsyneladende ikke de eneste der var afsted 3 generationer.

Flyveturen, som jeg havde frygtet mest, gik over al forventning, selv om 5½ time er lidt lang tid at skulle holde sig i ro - både for os og for ungerne.

Om det var familiehyggen, den spanske sol, det spirende forår i Danmark eller noget helt andet, ved jeg ikke, men jeg har det som jeg har fået en vitaminindsprøjtning.

Energien er i top; lad det endelig blive ved sådan !!

fredag den 11. marts 2011

Om 12 timer ..

sidder vi i Billund Lufthavn - afgang Gran Canaria kl. 06.40.

Nu gælder det vist bare om at få pakket det sidste og så komme tidligt i seng.